Vedtægter

Love og vedtægter

§1

Foreningens navn er Hestehøjvej ‘s grundejerforening, dens område er matr. nr. 19 dm til 19 fq, 19 fs til 19 ho, 19 hq til 19 samt 10aa til 10æ, Højby og sogn. Dens hjemsted er Odense Kommune.

§2

Grundejerforeningen er stiftet i henhold til servitutter, lyst på ovennævnte parceller og hertil knyttet fællesarealer og har til formål bl.a. i overensstemmelse med nævnte servitutter at varetage foreningens fælles grundejerinteresser, såvel indadtil som udadtil.

Grundejerforeningen administrerer alle forhold af fælles interesse for parcelejerne, herunder bl.a. vedligeholdelse og renholdelse af fællesarealer, veje, stier og fælles kloakanlæg.

Grundejerforeningen er forpligtet til på anfordring at tage skøde på de til udstykningen hørende fællesarealer, herunder veje og stier.

§3

Foreningen er upolitisk og kan med generalforsamlingens tilslutning uden ændringer i nærværende vedtægter sammensluttes med tilstødende grundejerforeninger eller en eventuel sammenslutning af grundejerforeninger. ligesom foreningen efter bestyrelsens bestemmelse med generalforsamlingens tilslutning kan tilsluttes en eventuel hovedorganisation af grundejerforeninger.

Som medlem kan og skal optages grundejere, som er retsmæssige ejere af ovennævnte samt eventuelt senere tilkomne parceller, ligesom parcelejerne er forpligtet til at være medlem af foreningen. Hver parcel har et medlemskab og en stemme på generalforsamlingen.

Foreningens bestyrelse kan med tilslutning fra generalforsamlingen optage ejere af parceller fra tilstødende udstykninger som ligeberettigede medlemmer.

Foreningen kan optage medlemmer fra tilstødende udstykninger som ligeberettigede medlemmer, ligesom foreningen kan lade sig sammenslutte med tilstødende grundejerforeninger.

Ophører et medlem at være ejer af en af de omhandlede parceller, bortfalder medlemsretten, og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i foreningens formue.

Medlemspligten for ejere af ovennævnte parceller indtræder samtidig med erhvervelsen af parcellen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer får ved indtræden anpartvis ret til foreningens formue.

For foreningens forpligtelser hæfter medlemmerne kun pro rata i forhold til den eller de parceller vedkommende måtte eje.

§4

Meddelelsen om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælgeren og indtræden for køberen skal senest 14 dage efter handlens indgåelse fremsendes til foreningen. Medlemskabet er først effektivt, når kontingentet er betalt, og et indtrædende medlem, der erhverver en ejendom. hvor sælgeren er i kontingentrestance, er pligtig til at udrede det skyldige beløb og får først de med medlemskabet følgende rettigheder, når dette er sket.

De med medlemskabet forbindende pligter træder i kraft samtidig med erhvervelsen af ejendomme.

§5

Medlemmerne er med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne underkastet bestemmelserne i de på ejendommen lyste servitutter. Påtaleretten har grundejerforeningen samt Odense Kommune.

Grundejerforeningen har beføjelser til at varetage medlemmernes interesser bl.a. således at grundejerforeningen er bemyndiget til og med fuld forpligtende virkning for medlemmerne at modtage henvendelse fra Odense Kommune, ligesom grundejerforeningen kan påtale overtrædelser af servitutbestemmelser m.v.

Grundejerforeningen er endvidere berettiget til, såfremt en lovlig vedtaget beslutning ikke efterkommes af den enkelte parcelejer, at iværksætte denne for parcelejerens regning.

§6

Der vil blive pålignet medlemmerne et bidrag til administrationsomkostninger, vedligeholdelse, renholdelse og rydning af vej, vedligeholdelse afvand- og kloakledninger i boligveje, vedligeholdelse og renholdelse af fællesarealet og foranstaltninger i øvrigt.

Yderligere kan bidrag pålignes medlemmer som følge af det dem påhvilende anpart vise pro rata ansvar.

Bidraget fastsættes af foreningens medlemmer på en generalforsamling efter forlæggelse af budgetforslag fra foreningens bestyrelse for det kommende år. Bidraget betales for 1 år ad gangen og opkræves i slutningen af august måned til betaling og senest d. 30. september.

Restancer med bidrag til foreningen medfører, at det pågældende medlems stemmeret er suspenderet, indtil restancen med påløbne renter og omkostninger behørigt er betalt.

Betales efter fristens udløb, på løber der renter svarende til procesrente, ligesom der for udsendelse af rykker opkræves gebyr. Størrelsen af gebyret fastsættes hver år på den ordinære generalforsamling.

§7

Ved fordeling af de på de enkelte parceller forfaldende bidrag til foreningen skal bidragsfordelingen ske med lige anparter for hver parcel.

§8

Medlemmerne af foreningen er pligtige til at medvirke til, at de, dersom dette måtte blive vedtaget af generalforsamlingen, på dens ejendom lyses deklaration, hvorved der gives pant til foreningen for bidrag pålagt medlemmerne til foreningen.

§9

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling.

Formanden vælges direkte af generalforsamlingen for et år ad gangen. øvrige bestyrelse vælges for 2 år ad gangen. og afgår med 2 medlemmer om året ved den ordinære generalforsamling, første gang ved lodtrækning. 2 suppleanter vælges for 2 år ad gangen, genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen i øvrigt konstituerer sig selv og fastsætter selv sin forretningsorden og fører protokol over de af bestyrelsen trufne beslutninger, protokollen underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsen er berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp, hvor dette skønnes nødvendig. Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, dog kan spørgsmålet om eventuelt honorar afgøres på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af foreningsmedlemmer udenfor bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem.

§10

Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende, såvel overfor offentlige myndigheder, som overfor private.

Denne råder over foreningens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

Foreningen tegnes i alle anliggende af formanden sammen med et bestyrelsesmedlem.

§11

Bestyrelsesmøder afholdes, så ofte formanden finder det nødvendigt, eller når mindst 1 bestyrelsesmedlem forlanger det.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer, herunder formanden eller næstformanden, er til stede.

Formanden – eller i hans fravær næstformanden – leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, skal bestyrelsen snarest muligt ved selvvalgt gældende til næste ordinære generalforsamling, supplere sig.

Dersom formanden eller næstformanden efter ovenstående måtte udtræde af foreningen, skal hans afløser vælges indenfor de resterende bestyrelsesmedlemmer, indtil førstkommende generalforsamling, og dersom ingen ønsker at modtage valg, skal bestyrelsen foranledige indkaldt ekstraordinær generalforsamling til valg af stedfortræder.

§12

Kassereren modtager foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden anerkendte udgifter. Anerkendelsen skal foreligge skriftlig. Kassereren fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog samt medlemskartotek.

Kassereren underskriver alle kvitteringer, og kassebeholdningen skal henstå på konto i bank eller sparekasse og kontoen skal være klausuleret, således at der kun kan hæves på kontoen sammen med formanden eller næstformanden.

Den kontante kassebeholdning må normalt ikke overstige 500,- kr.

Foreningens regnskabsår er fra 1/1 til 31/12.

Årsregnskabet afleveres af kassereren til formanden inden d. 1. marts.

Formanden videreekspederer regnskabet til en af generalforsamlingen valgte revisor, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger.

Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest 15. marts, og skal udsendes 3 uger inden generalforsamlingen til medlemmerne.

§13

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned. Medlemmerne skal indkaldes med mindst 3 ugers varsel. Generalforsamlinger og møder sammenkaldes af bestyrelsen. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller revisor i foreningen. Hvis et medlem er repræsenteret ved fuldmagt, skal fuldmagten godkendes af dirigenten. Ingen fuldmagtsmodtager kan anvende mere end en fuldmagt. Indkaldelsen skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle samt budgetforslag til det kommende år, og på generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan kun træffes afgørelse vedrørende emner, der er optaget i den til medlemmerne meddelte dagsorden.

§14

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen måtte ønske det formålstjenligt, eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom.

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner. Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af medlemmerne, skal medlemmerne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner, der ønskes behandlet, og bestyrelsen er herefter forpligtet til senest 14 dage efter at udsende indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling.

§15

For den ordinære generalforsamling skal der gælde følgende dagsorden.

  1. Valg af dirigent.
  2. Godkendelse af fuldmagter.
  3. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virke i det forløbne år.
  4. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
  5. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af bidrag fra medlemmerne.
  6. Forslag fra medlemmerne.
  7. Valg af medlemmer til bestyrelse.
  8. a. Valg af formand
  9. b. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  10. c. Valg af suppleant.Valg af revisor
  11. a. Valg af revisorsuppleantEventuelt.

Forslag fra medlemmer eller sager, der af medlemmerne ønskes behandlet på generalforsamlingen eller møder, skal skriftligt indsendes bestyrelsen senest 8 dage inden den pågældende generalforsamling, dog at forslag vedrørende ændring af grundejerforeningens vedtægter skal være foreningens bestyrelse i hænde senest eller mindst 18 dage før en ekstraordinær generalforsamling.

§16

Alle valg og almindeligt foreliggende sager afgøres ved simpel stemmeflertal. Afstemningen kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt, når 1/3 af de tilstedeværende medlemmer eller bestyrelsen kræver skriftlig afstemning.

Til vedtægtsændringer fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme, og at beslutningen tages med mindst to tredje dele af de afgivne stemmer. Blanke stemmesedler regnes for ikke afgivne.

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden en måned og mindst med 8 dages varsel en ny generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til de mødendes antal kan tages gyldig beslutning, såfremt to tredje dele af de tilstedeværende medlemmer stemmer for forslaget. Vedtægtsændringer skal godkendes af Odense byråd.

§17

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

§18

De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger samt beslutninger, der i henhold til nærværende vedtægter måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmer, indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægternes og eventuelt indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning, og medlemmerne er, indtil endelig retsafgørelse foreligger, pligtig at opfylde dem i henhold til beslutningerne pålagte pligter det være sig af økonomisk art eller anden art, ligesom foreningen uanset sagsanlæg eller senere appel skal være berettiget til at foretage ret skridt til forpligtelsen opfyldelse.

Foranstående vedtægter stadfæstet på den stiftende generalforsamling. Højby, den 23. september 1976.

Ændret med kommunens godkendelse på generalforsamling marts 1993 samt ekstraordinær generalforsamling april 1993.

Ændret med kommunens godkendelse på generalforsamling april 2012 samt ekstraordinær generalforsamling maj 2012.